Den danske stålorm har det latinske navn Anguis fragilis, den findes over hele Europa. Stålormen er trods sit udseende ikke en slange, men tilhører firbenene og kan som sine slægtninge tabe halen som led i en afledning af fjender. Stålormen har i modsætning til slangerne ikke kløftet tunge og herudover har de øjenlåg, der kan blinke. Dyret føder unger i en tynd hinde, der sprænger direkte efter fødslen. Hunnen har ofte en sort stribe hen ad ryggen (kan variere i tydeligheden), mens hannen for det meste får blå pletter, når de nærmer sig ti år. Tidligt i fosterstadiet og i starten af dens liv uden for "ægget" har den nogle små ben. Hvis man kigger rigtig godt efter, kan man se nogen meget små stumper af noget, der engang har været ben.

Stålormen kan svømme, men holder sig helst på land, da der er mange fjender i vandet. Stålormen er ikke giftig, men kan sagtens bide hul i menneskehud med lidt tålmodighed. Når en stålorm smider halen, sker der ikke helt det samme som med andre firben, da halen kun vokser ud til en lille sort kugle, og ikke ud i en spids. Mange forveksler stålormen med hugormen, pga. den tit gyldne farve, men er egentlig let genkendelig på størrelsen (hugormen er tykkere).

Stålormen er fredet, men mange vælger at tage dem ind alligevel. Kender du nogen der har en stålorm, skal du prøve at overtale dem til at slippe den fri i naturen. Det har den meget bedre af.

Stålormen har tre underarter:

• Anguis fragilis colchicus
• Anguis fragilis fragilis
• Anguis fragilis peloponnesiacus

Kommentarer (0)

RSS feed kommentarer