En Japansk Akita er en rolig og lærenem hund der sjældent gør.

Japans Akita er intelligent og lærenem og kræver lidt ud over det sædvanlige med hensyn til træning. Det gælder om at være kreativ og fantasifuld så Akitaen ikke begynder at kede sig.

Japansk Akita elsker at være sammen med dens familie og den er mindre god til at være alene hjemme i timevis. 

En Japansk Akita er dominant hund der kræver en konsekvent, men kærlig opdragelse. Derfor er det ikke det bedste valg som førstegangs hund.

Størrelse:

Skulderhøjde for hanner: 66,5 cm, for tæver: 60,5 cm.
Vægt 30-50 kg. 

Pels:

Yderpelsen er grov og lige, underulden tyk og tæt. Manke og baglår er dækket af et lidtlængere hårlag. Halens pels er længere end på kroppen i øvrigt.

Farve:

Rød fawn, sesam (pelshårene er rød fawn med sorte spidser), brindlet og hvid. Alle de nævnte farver undtagen hvid skal have ”urajiro” – dvs at pelsen er hvidlig på siderne af næsepartiet, på kinderne, på undersiden af kæbe, hals, bryst, krop og hale samt på indersiden af benene.

Historie:

Racens oprindelse kan spores tilbage til den yngre stenalder, 2000 år f.Kr. Både fra denne og senere perioder er der fundet spor af de japanske spidshundes stamfader i form af knogler, statuetter og afbildninger. I det 8. århundrede var Akita en uvurderlig partner for Matagi-jægerne. Rivaliseringen mellem stærke lokale ledere førte til utallige krige, og i den periode blev Akita'en primært avlet som vagthund. Gamle tegninger og malerier viser os Akita'en som både jagt- og vagthund gennem flere århundreder. Af senere historiske skrifter ses, at hundekampe allerede i Kamakura-tiden - år 1185 til 1333 - var meget populære, og det kom senere til at præge avlen. Under Shogun Tsunayoshi's regeringstid - år 1680 til 1709 - blev alle dyr, specielt hunde, fredet. Shogun Tsunayoshi blev født i hundens år, og snart var Tokyo fyldt med hjemløse, sultende hunde. Regeringen byggede store kenneler i forstæderne, hvor hundene blev fodret med ris og fisk, - alt betalt af skatteyderne. I det 17. århundrede var det ikke tilladt alle at holde Akita Inu i Japan. Den var forbeholdt fine folk og nærmest betragtet som en national skat, som var forbundet med regler og ceremonier, som skulle overholdes. Forskellige farvekombinationer på liner, måder at binde disse omkring hundens hals på, ja endog et specielt sprog, man bruger overfor hunden, var nøje foreskrevet. Racen brugtes til jagt på mange slags dyr lige fra bjørne til småvildt og fugle, og anvendtes tillige som vagthund. Fra det 16. til begyndelsen af det19. århundrede blev hunden udviklet til kamphund. I begyndelsen var det en fornøjelse forbeholdt samuraier, senere dog også et stort tilløbsstykke for resten af befolkningen. Nu er disse hundekampe dog forlængst blevet forbudt, og racen benyttes i vor tids Japan som politihunde, blindeførerhunde, inden for forsvaret, kystpatruljen og som livreddere. Akita Inu’en har enorme kræfter, som benyttes til træk af tunge slæder.

Se mere: FCI Standart Akita

Afghansk mynde< Forrige		Næste >Alaskan malamute